Harald Jensens Plads 1, 2.th.
8000 Aarhus C
CVR: 37580198
Det er velkendt at konflikter mellem forældre påvirker børnene. I familier, hvor konfliktniveauet mellem mor og far er højt, har børnene risiko for at udvikle utryghed, stress, lavt selvværd, indlæringsvanskeligheder og dårlige skolepræstationer. Så udover andre gode grunde til at arbejde med og udvikle på sit parforhold, så er det en god idé, at mor og far styrker deres indbyrdes forhold, så de får frigjort ressourcer og kan være nærværende omsorgspersoner og gode rollemodeller for børnene. Man kan sige, at når forældre styrker deres indbyrdes relation, styrkes børnenes trivsel samtidig.
En anden måde at sige det på er, at det rum, der er mellem mor og far er det rum børnene næres af: så hvis luften er giftig mellem mor og far er det denne gift, der er børnenes næring, og hvis rummet er omsorgsfuldt, kærligt, forudsigeligt og trygt, så er det den næring børnene får. Og det er ikke så svært at vælge, hvilken næring, det er at foretrække!
Det er ikke ualmindeligt at høre forældre, der har været igennem et parterapeutisk forløb fortælle at ”når der er ro på os, er der også mere ro på vores børn”. Nogle par beskriver også, at det, at de som forældre er blevet mere nærværende, og ikke optaget af konflikt med partneren, giver børnene tillid og ro til at komme mere til dem med deres (de unges) problemer.
Parterapi kan hjælpe et parforhold i krise, hvor konfliktniveauet er højt. Parterapien kan hjælpe med at gøre rummet mellem jer tryggere og når vi oplever os trygt tilknyttet til vores partner er det lettere at være en god forælder, der kan tilbyde en sikker havn og en tryg base for vores børn. Denne viden gælder ikke kun par, der er sammen, men også par, der har valgt at blive skilt. Det er af uvurderlig betydning for børnene, at tonen mellem mor og far er god, når de er i samme rum, mødes i forbindelse med skiftedage eller til skole-hjemsamtaler eller aftaler det praktiske ift børnene. Så selvom der kan være sårede følelser, uenigheder om tilgangen til børnene og meget andet, der kan få det til at slå gnister, så kan det være en god idé at forsøge at lægge stridsøksen og mærke på taknemmeligheden over det, I trods alt har haft sammen og over det barn, I har sammen.
NB. Når jeg i det ovenstående skriver forældre/mor og far, så er det for en nemheds skyld. Det kan lige så vel være mor og mor; far og far; mor, mor og far; far, far og mor – eller hvordan jeres familie nu engang ser ud.
Hvis I er blevet nysgerrige på, hvad parterapi vil kunne for jer, så kontakt mig via kontaktformular på siden ”kontakt” eller ring til mig på 25 75 18 87. I kan også sende en mail på:
kontakt@psykologdortehansen.dk for en første samtale.